Årets sidste HjemmeHjerteskole i det lille Skovhus 🍃🍂

Årets sidste HjemmeHjerteskole i det lille Skovhus i november hensætter til reflektion over året, der gik heroppe.

Her ved den rislende å i skoven er der er ikke

noget, der skal nås eller op-NÅS.

Det op-LEVES.

Og det er måske netop en af de store forskelle på livet her i pagt med Naturen og dens rytme i modsætning til livet i byen.

Ro. Langsommelighed. Nærvær. Samvær.

Fordybelse. Glæde. Ægthed. Frihed.

Alt er enklere.

Maden er enklere. Vi forbereder den sammen.

Plukker urter og kål i haven. Bruger af de æbler og nødder, vi har samlet.

Denne weekends måltid foregår over åben ild, som David forbereder. Han kløver brænde med den økse, han selv har lavet sammen med Mikkel, bygger og tænder bålet (Og det er ikke en en, to vupti sag, skulle jeg hilse og sige, når brændet er fugtigt og jorden er våd)!

Tålmodighed bliver en nødvendighed.

Økologiksk kylling, urter, svampe fra efterårets sanketure, havens kål tilsat Mikkels

hjemmelavede fond, samt ribsgelé.

Efter vi har spist og Mikkel er gået sidder David og jeg længe med en varm kakao, indhyllet i tæpper, mens skumringen blidt lægger sig som om os og gløderne langsomt brænder ud.

Vi vasker op i hånden. Flødeskummet til kakaoen piskes med håndpisker. Det føles så naturligt at være tilstede i hver enkelt gøremål - netop fordi det kke er noget, der hurtigt skal overstås, men alt blot bliver en naturlig del af dagens gøremål.

At være tilstede i Nuet.

David sidder på stentrappen ned til åen. Han

snitter nogle træstykker, han har fundet i skoven.

Laver en smørkniv til os.

Og Mikkel og han aftaler, at foråret 23’s første

projekt bliver, at han skal lave sin egen kniv. Fra bunden. Da vi taler om, hvad årets bedste

oplevelse har været, svarer han uden tøven :

Shelterturen, så det aftaler de to at gentage til foråret. Livet heroppe giver en følelse af “rewilding. ”

De mange timer, vi har tilbragt i skoven med at sanke, har givet næring så langt ud over den rent fysiske. Hvor selve oplevelsen, “jagten” har bragt os dybere og dybere ind i skoven. Væk fra stierne.

Hvor udtrykket: There is more to seeing than

looking” får en ny betydning og hvor stilheden bliver så intens at vi kan høre jordens puls. Vi mærker glæden over gaverne i form af svampe, bær, urter …og stoltheden over at finde endnu en

Karl Johan svamp, rifterne på arme og ben efter turen ind i brombærhegnet mærkes næppe og glemmes totalt, når vi står med kurven fyldt med de små, blåsorte bær, fordi vi er opfyldte af en barnlig, uskyldig glæde over vores fangst.

Vi har haft så mange tætte, lykkelige oplevelser som disse heroppe i året der gik.

Det er i disse øjeblikke minder - der varsomt

lægges som de dyrebareste skatte i hjertet - bliver skabt.

It’s called Love.

Lys 🌟og Kærlighed❤️

David og Mormor

November 22